5 Brystkræft – med fokus på spredning af sygdommen I December 2022 Camilla vil gerne både beskytte og inddrage sin søn i situationen. Men det er en svær balance. gang i ham. Han var to år, så han har aldrig prøvet andet, end at mor er syg. Men han bliver også ældre, så måske tager vi snakken om et halvt år, når han begynder i skole. Så han ikke hører det fra andre,” lyder hendes overvejelser. For Camilla Rothmann selv er der ingen tvivl om, hvad det hårdeste ved at være uhelbredeligt syg er. Det er, at hun skal forlade sin søn, mens han stadig er barn. At hun ikke skal opleve hans opvækst og de store begivenheder i hans liv. Og det allerværste: ”At jeg ikke kan være der for ham. Støtte ham. Det gør mig virkelig ked af det”, siger hun. IKKE EN ’OVERSKUDMOR’ Det sidste spøger allerede, fordi hun ikke er en ’overskudsmor’, der bager kager hver weekend og tager i legeland. Men hun forsøger at få en masse gode oplevelser med ham nu, hvor han er nået en alder, hvor han også vil kunne huske hende. Hun har også tænkt på at skrive breve til ham og lave fotobøger, så han husker hende og ham sammen. Hun er dog også bevidst om, at der skal være en balance, så hun ikke ’hænger på ham hele tiden’. ”Selvom jeg godt kunne have lyst. Men vi prøver at være en almindelig familie, hvor alting ikke hele tiden handler om sygdommen. Det er vi ret gode til”, mener hun. HJEMME ELLER EJ Den allersværeste samtale venter altså stadig på dem. Camilla Rothmann erkender, at hun nok forsøger ikke at tænke for meget på den. Det er mest Villums reaktion, hun frygter. Hun forventer ikke, at han nødvendigvis græder. Det er mere hans opførsel efter samtalen, de skal være opmærksomme på - at han ikke bare holder det for sig selv. ”Når først han får beskeden, skal vi sørge for at snakke med ham om det. Eller at andre snakker med ham om det, hvis det er bedre for ham”, siger Camilla. Hun forventer, at netop den tid, hvor snakken skal tages, bliver den hårdeste for hende. Normalt er hun god til at tale om sin situation med andre. Hun har accepteret den. ”Men med Villum er det anderledes. Der er jeg 100 procent mere følsom. Det bliver en svær tid, når vi når dertil,” forudser hun og kommer i tanke om noget andet, hun også tumler med: Hvor er det bedst – for Villum – at hun dør? ”Jeg vil allerhelst dø hjemme, men måske er det bedre for Villum, at det bliver på et hospice, hvor han kan komme og gå. De tanker går jeg rigtig meget med,” siger hun.
RkJQdWJsaXNoZXIy NTcyOTQ=